Det siger Ekstrabladet: Tiësto

Publiceret den 30. marts 2022

Af Emma Busk


Når den nye festival AiaSound til sommer for anden gang åbner scenerne på Tiøren på Amager, bliver det med den hollandske dj Tiësto på listen over optrædende.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Tiësto, der står bag numre som 'Don't Be Shy' og 'The Motto', har mere end 30 år som dj på cv'et. I to årtier har han ifølge DJ Magazine været i top fem over verdens bedste dj's.

Han har adskillige hits i bagagen blandt andre i samarbejde med Post Malone, Selena Gomez, Coldplay og Kygo.

Udover Tiësto kan gæster på AiaSound glæde sig til at opleve navne som Tobias Rahim, Ericka Jane, ArtigeArdit, Cheff Records, Branco, Clara, Faustix, Pauline, Donkey Sound og Hans Philip.

Fra udlandet gæster også TYGA, Steve Aoki og Becky Hill festivalen, der løber af stablen 11.-13. august.

Der er plads til 30.000 gæster på festivalen, der efter sidste år ændrede navn fra ØreSound til AiaSound.

Tiësto, der har det borgerlige navn Tijs Verwest, har ikke spillet i Danmark siden 2018.


Køb din billet her.