Her er vinderen af Mads Langer Legatet 2023

Mads Langer uddeler legat til lovende sangerinde

Publiceret fredag den 11. august 2023
Af Kristina Sindberg

I dag på AiaSound Festival uddelte Mads Langer sit legat til den unge, fynske sangerinde og sangskriver, MAGLY. Legatet uddeles med ønsket om at støtte og sætte fokus på unge artister.

Mads Langer legatet blev i dag uddelt til 26-årige MAGLY. Legatet består af 40.000 kroner, rådgivning af Mads Langer og andre branchefolk samt en optræden på AiaSound. Formålet med legatet er at sætte fokus på vækstlaget på den danske musikscene og støtte de lovende artister.

 - Jeg har valgt at give MAGLY mit legat i år, fordi jeg virkelig synes hun har meget at byde på som sangskriver og sanger. Hun har den sjældne evne, at hun kan krybe ind under huden på dig med små armbevægelser. Men man skal ikke tage fejl af, at håndværket er på øverste hylde. Hun får det bare til at lyde ubesværet og som en leg, udtaler Mads Langer.

Legatet uddeles er blevet uddelt siden 2017. Med legatet ønsker Mads Langer at give noget tilbage til musikscenen og håber, at han kan være med til at give modtagerne et skub i den rigtige retning.

- Jeg får en masse tanker og ideer, når jeg hører hendes smukke sange og stemme. Derfor har jeg også en forhåbning om, at mentorforløbet, som også følger med pengepræmien, kan være med til at gøre en positiv forskel for MAGLY, siger Mads Langer.

Bag kunstnernavnet MAGLY er 26-årige Ditte Bissenbacker fra Brenderup på Fyn. I april udgav hun sin første single ’Convenience’ og håber nu på at lave mere musik. Hendes store drøm er at udgive albums og turnere verden rundt.  

MAGLY skriver musik ud fra hendes egne oplevelser, og de udfordringer, som hun møder på sin vej. Med sin musik ønsker hun at give folk et sted, hvor der er plads til dem, og hvor de bliver set og lyttet til. Noget, som hun selv har manglet.

Det er første gang, at Mads Langer legatet uddeles i samarbejde med AiaSound, der giver muligheden for at artisten kan optræde på festivalen. Mads Langer Legatet er tidligere blevet givet til navne som Dopha, Zar Paulo, Blæst og eee gee. 

For yderligere information:

Kristina Sindberg
Kristina.sindberg@gknordic.com